Nordnet Bank kåres som Årets Bank/Børsmægler

Nordnet Bank er blevet kåret til Årets Bank/Børsmægler 2007 af Dansk Aktionærforening. Nordnet scorer højt inden for alle kategorier, men deltagerne i undersøgelsen lægger især vægt på et højt service- og informationsniveau, ingen depotgebyrer samt lave priser.

"Vi er meget glade for denne kåring, og vi lytter aktivt til, hvad vores kunder siger om vores måde at drive bank på. Derfor hæfter vi os også ved, at vi scorer højt inden for alle kategorier. Det viser, at kunderne ikke alene lægger vægt på vores lave priser, men samtidigt påskønner vores høje serviceniveau og store udbud af tjenester og investeringsmuligheder", siger Max Gandrup, landechef for Nordnet i Danmark.

Den høje placering i samtlige kategorier er et resultat af Nordnets meget aktive satsning på effektivt at udnytte de nye muligheder, som internettet giver. Eksempelvis skyldes Nordnets topplacering inden for kategorien Information formodentlig konceptet Eksperterne. Her kan Nordnets kunder følge 13 af Nordens mest kendte aktieeksperter, som i realtid forvalter 1 mio. kr. hver fra et rigtigt aktiedepot.

Tredjestørst på Københavns Fondsbørs
Nordnet har i de seneste år opbygget en solid position på det danske marked og er i dag den tredjestørste mægler målt på antal handler. Nordnet fokuserer på løbende at forbedre og forenkle private investorers muligheder for at handle værdipapirer via udvikling af nye og innovative services. Et af de nyeste tiltag er muligheden for aktiehandel via mobiltelefon med kursinformation og finansnyheder opdateret i realtid.

Om Dansk Aktionærforenings undersøgelse
En gang om året i januar kårer Dansk Aktionærforenings medlemmer Årets Bank/Børsmægler. I årets undersøgelse deltog 1.882 respondenter, som vurderede deres hyppigst anvendte bank/børsmægler ud fra følgende kriterier: Service, informationer, udførelse af handler, adgang til aktivtyper og lande, kurtage på danske aktier, kurtage på udenlandske aktier, depotgebyr på danske aktier, depotgebyr på udenlandske aktier og den generelle tilfredshed.