– Trods dagens rentestigning er renten lige nu historisk lav, og mange føler nok, at der ikke er nogen grund til bekymring. Mange bedømmere regner med at renten vil stige fremover, og sidder man allerede i dag hårdt i det, bør man dog gøre sig selv den tjeneste at regne på, hvor højt renten skal op, før budgettet brister, siger Max Gandrup, landechef for Nordnet i Danmark.
Spørger man danskerne, får dagens rentestigning næppe påvirkning på deres livsstil. Kun 5% vurderer, at en stigning på mellem 0,1% og 0,5% vil få en negativ påvirkning, mens lidt flere, 8%, i alderen mellem 25 og 35 år, vurderer at en sådan rentestigning skulle betyde ændrede vaner.
Skulle renten blive for høj, vil 18% af danskerne primært spare på restaurantbesøg og byture, 14% vil først skippe ferierejserne og 8% vil droppe kulturbegivenheder som musical eller opera. Kun 1% overvejer at sælge sin bolig.
– Noget af det sidste, man vil ty til, er at sælge sin bolig. Det gælder også i aldersgruppen 25-35 år, hvor mange har været nødt til at låne store beløb for at få deres første bolig. Dagens rentestigning betyder kun merudgifter på omkring 130 kr. om måneden pr. million, og det bør de fleste boligejere kunne overskue, siger Max Gandrup, landechef for Nordnet i Danmark.
33% af danskerne svarer, at de ikke har lån og derfor ikke vil blive påvirket negativt af en rentestigning.
Undersøgelsen er gennemført i juni 2011 af CINT på vegne af internetbanken Nordnet og blev besvaret af et repræsentativt udvalg på ca. 1000 personer.