2010-05-18

Hver femte dansker snydt af banken

Hver femte dansker føler sig snydt af banken, og dermed placerer danskerne sig som Nordens mest utilfredse. I gennemsnit føler hver syvende nordbo sig snydt af banken. Det viser en omfattende undersøgelse gennemført i Danmark, Norge, Sverige og Finland på vegne af Nordnet.

Nordnet har i perioden 13. april til 4. maj ladet analyseinstituttet Novus Opnion spørge 4000 personer i Danmark, Norge, Sverige og Finland om de føler sig snydt af deres bank. Flest danskere – hele 20% – føler at banken har snydt dem. Norge følger lige efter med 15%, mens finnerne og svenskerne med henholdsvis 9% og 8% er dem som i mindst omfang føler sig snydt af banken.

– I en tid med ekstrem finansiel turbulens er tilliden til banksektoren utrolig vigtig. At hele 20 % af danskerne føler sig snydt af banken, må karakteriseres som en rigtig dumpekarakter, siger Max Gandrup, Country General Manager Nordnet Danmark.

Snydt af sin rådgiver
De, som følte sig snydt af banken, blev også spurgt om hvilket område, som de var blevet snydt inden for. I Danmark var det især inden for rådgivning at bankkunderne følte sig snydt, mens det i Sverige og Norge mest var boliglån, som gav anledning til utilfredshed.

– Danskernes utilfredshed med bankernes rådgivning er bemærkelsesværdig høj i et nordisk perspektiv. De mange uheldige sager, hvor helt almindelige danskere har tabt tusindvis af kroner, har gjort det ekstra tydeligt, at bankerne mere fokuserer på at sælge egne produkter end på at give kunderne den bedst mulige rådgivning, siger Max Gandrup, Country General Manager Nordnet Danmark.