2011-05-30

Nordnet: Fyrede pensionsopsparere velkomne hos os

Topdanmarks fyrede pensionsopsparere er velkomne hos internetbanken Nordnet, selvom deres opsparing er mindre end 10.000 kr. Ved at overføre deres fripolicer, kan de undgå at deres pensionspenge vil blive ædt op af årlige gebyrer.


Godt 15.000 kunder hos Topdanmark vil i løbet af de kommende dage modtage et brev om, at de kan hæve deres pensionspenge eller flytte dem til et andet selskab, da beløbet på deres opsparing er for lavt. Danica overvejer en lignende løsning.

”Hos os er alle velkomne, uanset om de har 9.000 kr. eller flere millioner på deres pensionsopsparing. Og da pensionsopsparing hos os er helt uden oprettelsesgebyrer eller faste årlige gebyrer, betyder det at disse pensionsopsparere kan slippe for at betale 60% i afgift, nu hvor de ikke længere er velkomne hos bl.a. Topdanmark”, siger Max Gandrup, Landechef for Nordnet i Danmark.

Nordnets forretningsmodel bygger på at tilbyde investorer og opsparere enkle værktøjer på nettet, hvor de selv kan placere deres penge. Nordnet har ingen filialer, ingen hær af sælgere eller en stor tung administration. Det giver mulighed for at droppe alle faste årlige gebyrer, hvilket ikke mindst er en stor fordel ved opsparing til pensionen.

”Mange ved ikke, at de taber tusindvis af kroner på at have deres gamle pensionsopsparinger, såkaldte fripolicer, hos deres nuværende pensionsselskab. Det eneste, man betaler hos os, er investeringsomkostninger. Og vil man have hjælp til at vælge, hvad man skal spare op i, har vi udviklet en online investeringsguide, som praktisk talt gør investeringsrådgivning overflødigt”, siger Max Gandrup.

Nordnet er en internetbank med fokus på investering og opsparing. Nordnets mere end 300.000 kunder på nordisk plan har gjort Nordnet til en af de største aktører på de nordiske børser, og Nordnet er i de seneste tre år blevet kåret til Årets Bank/Børsmægler af Dansk Aktionærforening.

For yderligere information, kontakt

Max Gandrup, Landechef for Nordnet i Danmark

Mobil: +46 709 89 00 71

Mail: max.gandrup@nordnet.dk

 

 

Files