Pressemeddelelse 2025-05-22
Den seneste tid har Nordnet lanceret flere nye features for de aktieinteresserede investorer. Det gælder både algoritmehandler og muligheden for at handle i det amerikanske formarked. I dag kommer der en til, når Nordnet åbner op for handel i fem nye markeder i Europa. Fremover er det muligt at handle på børser i Frankrig, Belgien, Holland, Portugal og Irland.
Realtidskurser for de fem markeder er tilgængelige for alle Nordnets kunder – både i Nordnets app og på nordnet.dk.
– Med lanceringen af de fem nye markeder tager vi endnu et vigtigt skridt i at give de private investorer så meget valgfrihed som muligt. Vi kan tydeligt se, at de europæiske aktier har tiltrukket sig stor opmærksomhed fra investorerne i år – og nu får de altså mulighed for at handle på yderligere fem europæiske børser. Det betyder også, at det bliver muligt at investere i hovednoteringerne for selskaber som LVMH, Airbus, Heineken, ASML og Ryanair, siger Tine Vestergren Uldal, landechef i Nordnet Danmark.
Lanceringen omfatter samtlige aktier i de fem lande, som er noterede på landets hovedbørs. Det svarer til over 600 nye selskaber. Blandt de mest kendte selskaber finder man TotalEnergies (Frankrig), Anheuser-Busch InBev (Belgien), Philips (Holland), Kerry Group (Irland) og EDP (Portugal).
Kurtagen følger Nordnets prisliste for handel på markeder uden for Norden, dvs. 25 kroner pr. handel. Hertil kommer et valutatillæg på 0,15 eller 0,25 procent afhængigt af, om handlen sker via en valutakonto eller automatisk veksling. Når man køber aktier på børserne i Paris og Dublin opkræves der stempelafgift, som tilfalder den respektive stat. Stempelafgiften er 0,4 procent i Frankrig og 1 procent i Irland og gælder altså kun køb – ikke salg.
– Når vi kigger ud over de danske grænser, findes der mange spændende selskaber at investere i. Så for at fejre lanceringen af de nye markeder, tilbyder vi resten af maj måned kurtagefri handel på de fem nye børser, siger Tine Vestergren Uldal.
Tilbuddet om kurtagefri handel gælder i perioden 22.-30. maj. Valutatillæg og eventuel stempelafgift vil blive tilføjet.