2025-11-24

Nordnet lancerer aktiesparekonto til mindreårige.

De seneste seks år er antallet af forældre der investerer på vegne af deres børn mere end tidoblet hos Nordnet. Nu kan de fremover også investere på den fordelagtige aktiesparekonto.

Pressemeddelelse 24-11-2025

I dag lancerer Nordnet aktiesparekonto til mindreårige – og dermed er det altså muligt at oprette en aktiesparekonto med alle dens fordele til sit barn hos Nordnet. Det sker som endnu et led i at samle danskernes investeringer og pensioner under ét tag.

”Det er ingen hemmelighed, at vi hos Nordnet har et erklæret mål om at bygge det, vi kalder en one-stop-shop. Vi vil gerne give danskerne en mulighed for at samle deres investeringer ét sted. Et sted hvor der samtidig er et stort udvalg, konkurrencedygtige priser og størst mulig valgfrihed,” siger Tine Vestergren Uldal, landechef hos Nordnet Danmark.

Aktiesparekontoen til børn kan især være relevant for dem, der investerer i aktier på vegne af deres børn. Her er minimumsbeskatningen på et almindeligt depot 27%. Men på aktiesparekontoen er skatten 17% – og så er den samtidig sit eget lukkede skattemiljø. Det betyder også, at man som forældre ikke skal tage højde for, hvordan det påvirker årsopgørelsen, da skatten bliver afregnet direkte fra aktiesparekontoen.

”Vi ved, at vores kunder gennem længere tid har efterspurgt aktiesparekontoen til børn. Og vi kan også se, at mange danske forældre synes, at særligt et par udvalgte aktier er interessante for deres børn at eje. Ved at give dem muligheden for at oprette en aktiesparekonto, får de nu endnu bedre mulighed for at tage styring over og indrette deres økonomi, som de selv ønsker. Det mener vi giver rigtigt god mening,” siger Tine Vestergren Uldal.

I dag udgør antallet af mindreårige næsten 10 procent af Nordnets samlede kundebase. Og ved at tilbyde aktiesparekontoen håber man nu at gøre sig endnu mere attraktiv, når danske familier skal i gang med at investere på vegne af den næste generation.

”Rigtigt mange familier starter i dag med at oprette en børneopsparing, hvor al afkast er skattefrit. Det giver rigtigt god mening. Men vi ved også, at der er rigtigt mange, der ønsker at supplere børneopsparingen, som har en begrænsning. Derfor skal vi stå klar til at byde dem velkommen med et så bredt udvalg – der nu foruden aktiedepot og aldersopsparing også tæller aktiesparekontoen,” siger hun og fortsætter.

”Det giver samtidig forældrene endnu bedre muligheder for at tale om økonomi og investeringer med deres børn. Det er noget, vi i den grad ønsker at støtte op om,” slutter hun.

Aktiesparekontoen for mindreårige kan investeres på samme måde som en aktiesparekonto til voksne. Der er ikke forskel på kurtage eller indskudsloft. Det koster ikke noget at oprette eller have en aktiesparekonto hos Nordnet.

I dag har flere end 200.000 danskere kunder en aktiesparekonto hos Nordnet.

For yderligere spørgsmål eller interviewforespørgsel kontakt:
Jonas Melander Hammer, pressechef i Nordnet Danmark
Tlf. 9395 6627, jmh@nordnet.dk

Nordnet er en ledende nordisk digital platform for opsparing og investering. Gennem innovation, enkelhed og transparens udfordrer vi traditionelle strukturer og giver private investorer adgang til samme information, værktøjer og service som professionelle investorer. Besøg os på www.nordnetab.com, www.nordnet.se, www.nordnet.no, www.nordnet.dk, www.nordnet.fi eller www.nordnet.de.

Images