2022-02-07

Nordnet oplever eksplosion i interessen for aktiesparekontoen

Danskerne har for alvor fået øjnene op for aktiesparekontoen, og de åbner nye konti på stribe. Den 23. november 2021 blev det muligt at åbne en aktiesparekonto i Nordnet, og siden da er der blevet oprettet 47.000 nye konti på platformen. Efter en træg start i 2019 er der nu altså noget, der tyder på, at danskerne for alvor er ved at tage den nye opsparingsmulighed til sig.

Ifølge tal fra Euronext Securities Copenhagen (tidligere VP Securities) er der samlet nu ca. 234.000 danskere, der har oprettet en aktiesparekonto. Det betyder, at 80% af alle nye aktiesparekonti siden 23. november 2021 er blevet oprettet i Nordnet, og at Nordnets samlede markedsandel kan opgøres til 20%.

– Vi er godt klar over, at vores tilbud om at handle til kun en tier pr. handel frem til Sankt Hans kan være en del af forklaringen på væksten. Når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at vi ser en markant forøget interesse for investeringer herhjemme. Og de private investorer ønsker lette løsninger, som fx aktiesparekontoen, hvor skatten både er attraktiv og relativ nem at overskue, fortæller Anne Buchardt, landechef i Nordnet Danmark.

Man kan indbetale op til 103.500 kr. på aktiesparekontoen i 2022, og hvert år betales der 17% i afkastskat. Skatten trækkes automatisk, og det gør det let for brugerne at overskue det praktiske.

– Oprindeligt var tanken med kontoen fra politisk side, at der skulle være mulighed for at indskyde 200.000 kr. Jeg håber meget, at politikerne snart vil se på loftet igen, for det er tydeligt, at interessen for aktiesparekontoen er der – hvilket den vækst, vi oplever i høj grad vidner om. Aktiesparekontoen er simpelthen med til at gøre investering tilgængeligt for et bredere udsnit af danskere, der gerne vil have mere ud af deres opsparing, siger Anne Buchardt.

Nordnet har nu mere end 340.000 aktive kunder i Danmark. Alene siden starten af 2021 er der kommet 130.000 nye til, og samlet set er 6% af danskerne, fra babyer til pensionister, nu kunder på investeringsplatformen.

– Vores kundegruppe favner bredt. Det er mennesker, der investerer både små og store beløb, men fælles for dem er, at de sætter pris på aktiesparekontoen med den lavere og mere simple beskatning. Det vil derfor være sund fornuft at hæve indbetalingsloftet, da det gavner alle typer af investorer at få del i de langsigtede gevinster ved at investere. Det er også godt for virksomhederne, som får adgang til mere risikovillig kapital, og for samfundet generelt gennem større skatteindtægter. Det er simpelthen win-win for alle, siger Anne Buchardt.

Med en aktiesparekonto er det muligt at investere i danske og udenlandske aktier samt en række aktiebaserede investeringsforeninger og ETF’er. Loven giver mulighed for én konto pr. person. I vores nabolande Sverige og Norge er der ikke loft over aktiesparekontoen, og her er denne opsparingsform langt mere udbredt.

For mere information, kontakt:

Lene Nording-Grooss, Kommunikationschef i Nordnet Danmark
+45 22 65 67 11, lene.nording-grooss@nordnet.dk

Nordnet er en ledende nordisk digital platform for opsparing og investering. Gennem innovation, enkelhed og transparens udfordrer vi traditionelle strukturer og giver private investorer adgang til samme information, værktøjer og service som professionelle investorer. Besøg os på www.nordnetab.com, www.nordnet.se, www.nordnet.no, www.nordnet.dk eller www.nordnet.fi.