Pressemeddelelse 2026-11-03
Når Nordnets kunder i dag logger ind, bliver de præsenteret for noget helt nyt – muligheden for at oprette en månedsopsparing på deres aktiesparekonto. Dermed kan en af de mest vellidte funktioner på platformen kombineres med aktiesparekontoens fordelagtige skat.
– Vi ved, at det er noget, vores kunder længe har efterspurgt. Månedsopsparingen er meget populær, fordi det er en let måde at investere på. Samtidig ser vi en markant stigning i interessen for aktiesparekontoen blandt vores kunder, og den udvikling skal vi selvfølgelig understøtte. Derfor mener vi, at tiden er rigtig, siger Tine Vestergren Uldal, landechef i Nordnet Danmark.
I år har Nordnets kunder oprettet 43% flere aktiesparekonti end i samme periode sidste år, og det totale antal aktiesparekonti lyder på flere end 285.000. Nordnets egen data viser også, at der i langt større grad bliver investeret i ETF’er end tidligere. Det seneste år er antallet af kunder med ETF’er på aktiesparekontoen steget 71 procent, og i alt ejer mere end hver tredje Nordnet-kunde en ETF.
– Når man investerer i ETF’er kan det for mange give god mening at vælge aktiesparekontoen. Vi ved også, at danskerne er omkostningsbevidste, vi ved at de foretrækker den lavere skattesats på aktiesparekontoen – og så har vi vores egne ETF’er på vej. Alt i alt giver det her rigtigt god mening for os. Og ved at have månedsopsparingen på aktiesparekontoen klar nu, giver vi kunderne mulighed for at gøre brug af den allerede fra første dag, hvor det højere loft forhåbentlig træder i kraft, siger hun.
Næsten hver tredje aktiesparekonto i Danmark findes hos Nordnet. Blandt dem har mere end hver sjette en værdi over det nuværende indskudsloft. Det betyder også, at en stor del af dem ville se ind i et 2027, hvor aktiesparekontoen ikke kunne fyldes yderligere op. Det er, hvis det nuværende indskudsloft altså ikke hæves betragteligt. For som det står nu, bliver indskudsloftet ved årsskiftet hævet til 179.300 kroner.
– Vi følger naturligvis den politiske process meget tæt i de her dage. Skulle indskudsloftet ende helt oppe på de 500.000 kroner, som det er foreslået, tror jeg også, at aktiesparekontoen bliver interessant for langt flere kunder – endda også i pensionsøjemed. Derfor er det selvfølgelig vigtigt for os at bygge videre på vores tilbud til kunderne. For jeg er ikke i tvivl om, at den interesse vi har set for aktiesparekontoen i år vil blive blæst bagover ved årsskiftet, siger Tine Vestergren Uldal.
Sådan fungerer månedsopsparing på aktiesparekontoen
- Flere end 450 ETF’er og investeringsforeninger.
- Invester fast fra 500 til 50.000 kr. om måneden.
- Ingen købskurtage. Ved udenlandske ETF’er betaler man valutavekslning.
- Månedsopsparingen handler fast d. 8. hver måned. Er det ikke en bankdag, handler den næste bankdag. Første gang er altså 9. november.
- Fast skat på 17%.