2014-02-03

Nordnet: A. P. Møller Mærsks virksomhedshandler øger privates tillid

De private føjede flere danske aktier til deres porteføljer i januar. A.P. Møller Mærsks virksomhedshandler og Carlsbergs kursmæssige nedtur har præget de private investorers handelsmønster i januar, og samtidig er handelsinteressen i Vestas nærmest eksploderet.


Statistikken for januar måned viser, at de private investorer hos Nordnet fortsat har tillid til de danske aktier. Et nettokøb på 57 mio. i de danske selskaber dækker over store udsving inden for måneden og også over, at den kortsigtede investortillid svingede fra positiv til negativ for Novo på månedens sidste handelsdag. Forud for Novo-regnskabet nettokøbte investorerne aktien, men på månedens sidste handelsdage blev de massive kursstigninger vekslet dels til kontanter, men også omsat i bl.a. A.P. Møller Mærsk- og Carlsberg-aktier.

A.P. Møller Mærsk er en af de private investorers absolutte aktiefavoritter. Selvom aktien i årets første måned steg med 5 %, har investorerne alligevel øget deres i forvejen store beholdning i selskabet.

”Frasalget af Dansk Supermarked og råolietankere har kun øget investorernes tro på, at den fortsatte fokusering i A. P. Møller Mærsk langsigtet er det strategisk rigtige at gøre”, siger Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, og fortsætter: ”De private forbliver tro mod Carlsberg og ser månedens kursfald på 10 % som en købsmulighed”.  

De private investorer har holdt ”bankudsalg” i januar, og reduceret positionerne i såvel Nordea som Danske Bank. Investorerne var forbeholdne forud for Nordeas regnskab og forbliver afventende over for Danske Banks regnskab senere i denne uge. ”De fortsat meget lave renter og den svage udlånsvækst betyder, at forbedringen i indtjeningen skal komme fra fortsatte omkostningstilpasninger og lavere tab på kunderne”, siger Per Hansen.

Nordnets kunders største nettokøb og nettosalg januar 2014

 Største nettokøb januar 2014 Mio. DKK  Største nettosalg januar 2014 Mio. DKK
 A.P. Møller – Mærsk B 45,6  Genmab 19,8
 Carlsberg B 20,1  Novo Nordisk B 18,3
 A.P. Møller – Mærsk A 16,1  Danske Bank  11,9
 Matas 13,2   Nordea Bank  9,1
 ALK-Abelló B   11,7  D/S Norden 7,7

Rekordhøj handelsaktivitet – handlen i Vestas eksploderer

Handelsaktiviteten var i top i januar måned, hvor de private handlede enkelt-aktier som aldrig før. Nordnet noterede en ny handelsrekord med 17.300 handler den 27. januar. Med mere end 1700 daglige handler er det Vestas som klart dominerer de privates aktiehandel; også i januar. Hver gang der handledes 1 gang med Novo Nordisk blev der omsat 2,73 gange i Vestas hos de private kunder i Nordnet.

”De private er virkelig kommet tilbage til aktiemarkedet i takt med de enorme kursstigninger vi har oplevet de seneste år. Men samtidig er usikkerheden stor og mange investorer gør sig klar til at afsikre deres investeringer, når aktiekurserne atter vender nedad”, siger Per Hansen.

 Antal handler januar 2014  Antal handler december 2013
 Vestas 38.865  Vestas 17.895
 Novo Nordisk 14.198  Novo Nordisk 6.748
 Pandora 12.153  Pandora 6.481
 FLSmidth & Co. 7.752  FLSmidth & Co. 4.910
 Danske Bank 6.035  Genmab 4.657
 Nordic Shipholding 5.913  Danske Bank 3.946
 Coloplast 5.613  Novozymes 3.505
 Genmab 4.849  Coloplast 3.378
 Mærsk B 4.781  TopoTarget 2.601
 Chr. Hansen Holding 4.227  SAS 2.446

For yderligere information, kontakt:
Per Hansen, Investeringsøkonom Nordnet Danmark
Telefon: 45 50 70 65 61
E-mail: per.hansen@nordnet.dk

Nordnet is a Nordic online bank with about 488,000 accounts in Sweden, Norway, Denmark and Finland. We provide services that simplifies savings and loans. With a modern and smart approach, we focus on active savers. The holding company, Nordnet AB (plc), is listed on NASDAQ OMX Stockholm. Visit us at www.nordnet.se, www.nordnet.no, www.nordnet.dk and www.nordnet.fi.