Nordnet Danmark kan vise et stærkt resultat for 3. kvartal. Indtægterne steg med 133 procent i perioden juli-september 2020 sammenlignet med samme kvartal i 2019. Resultatet før skat lander på 76 millioner SEK mod 11 millioner SEK i samme kvartal sidste år.
– Nordnet Danmark vokser hurtigt, og for 3. kvartal kan vi offentliggøre et driftsresultat, som er mere end 600 procent bedre end samme kvartal sidste år. Resultatet er baseret på en høj handelsaktivitet og en massiv kundetilgang samt ny opsparingskapital fra vores kunder. Samtidig kan vi sikre en stabil udvikling i omkostningerne som følge af en skalerbar forretningsmodel baseret på en digital brugergrænseflade og automatiserede processer, siger Anne Buchardt, landechef for Nordnet.
Nordnet Danmark har i dag 172.300 kunder, svarende til en stigning på 52 procent over det seneste år. Vores kunders samlede opsparede kapital er nu på 101 milliarder SEK, hvilket er en forøgelse med 36 procent i den samme periode. Tilgangen af ny kapital i 2020 er indtil videre nået op på 13,4 milliarder SEK.
– Vi kan fremvise meget stærke tal for såvel kundetilvækst som tilgang af ny kapital. I løbet af 3. kvartal er kundebasen vokset med 14.000, og vores godt 170.000 kunder har øget deres opsparing i Nordnet med 3 milliarder SEK. Det er Nordnets klare ambition at være den førende udbyder inden for opsparing og investering for de private investorer. De positive resultater for 2020 viser, at vi er rigtig godt på vej, siger Anne Buchardt, landechef for Nordnet.
– Vi er i fuld gang med at udvikle den digitale kundeoplevelse i Nordnet og lancerede ved indgangen til 3. kvartal også en række nye indeksfonde i vores eget navn. Samtidig bliver vores platform og app løbende forbedret med såvel ny navigering som konkrete nye produkter og funktioner, fortsætter Anne Buchardt, landechef for Nordnet.
Også på koncernniveau præsenterer Nordnet et stærkt finansielt resultat i 3. kvartal. De samlede indtægter på de fire nordiske markeder er steget til 617 millioner SEK. I kombination med et stabilt omkostningsniveau giver det et resultat før skat på 337 millioner SEK for 3. kvartal, hvilket er en forøgelse med 265 procent sammenlignet med samme periode i 2019.
Finansielt resultat juli-september 2020 (2019) for Nordnet Danmark
- Indtægterne steg med 133 procent til 127,0 (54,4) millioner SEK.
- Omkostningerne steg med 17 procent til 50,7 (43,4) millioner SEK.
- Driftsresultatet er 622 procent højere end sidste år og stiger til 76,2 (10,5) millioner SEK.